Imago teorien

Imago parterapi
Teorien er udviklet af det amerikanske ægtepar Harville Hendrix og Helen Hunt gennem 80`erne baseret på deres mange erfaringer med parterapi og studier af parforhold gennem mere end 20 år. Teorien er siden blevet optimeret med baggrund i ny viden på området.
Terapiformen er forskningsbaseret og bygger på den viden, forskning og indsigt, der findes om, hvordan vi mennesker fungerer i en tæt relation.

Teorien bag Imago parterapi er, at vi på et ubevidst plan “vælger” en “bestemt” partner for at genskabe helhed og forbundethed.  En helhed og forbundethed som vi mistede undervejs i vores opvækst, fordi vores forældre ikke formåede at møde vores behov på en tilstrækkelig udviklingsstøttende måde. Gennem opvæksten har vi alle i varierende omfang oplevet, at nogle af vores egenskaber, karaktertræk og handlinger ikke blev anerkendt og mødt hensigtsmæssigt af vores forældre. Nogle behovsudtryk er blevet mødt så negativt, at de vakte skam og skyld hos os. Da kontakten var alt afgørende, da vi var små og forsvarsløse, løste selvet konflikten ved enten at nægte de ikke “tilladte” impulser adgang til bevidstheden eller ved at bortvise dem fra bevidstheden, så vi fortsat kunne bibeholde kontakten til vores forældre.
Det kan både være tanker, følelser, sansninger og bevægelser, som selvet “placerer i skyggen”.

På baggrund af disse erfaringer skabte vi os et mentalt indre billede – et imago – af vores tidligste erfaringer, følelser og forestillinger knyttet til vores forældres egenskaber og karaktertræk. Dette imago er blevet vores guideline for tætte relationer og dermed en vigtig del af vores kærlighedsmønster.

Som voksne tiltrækkes vi af et menneske, der ligner vores forældre på bestemte egenskaber og karaktertræk men samtidig er forskellige i måden at håndtere de umødte behov på.
Vi tiltrækkes således af et menneske, som vores imago og kærlighedsmønster giver os grund til at forvente vil kunne give os oplevelsen helhed og forbundethed tilbage.

At møde et menneske, som matcher vores imago, giver i starten en berusende oplevelse af at være hel sammen med den anden, og vi føler os forelskede. Efter en periode vil uforeneligheden oftest danne baggrund for en magtkamp i forholdet. Begge parter bliver frustrerede over, at den anden “viser sig” ikke at kunne dække behovene fuldt ud og dermed heller ikke kunne hele sårene fra opvæksten. Begge parter vil derfor på et ubevidst plan forsøge på forskellige måder at presse, manipulere, lokke den anden til at passe ind i imagoet og blive den ideelle forælder. Når dette ikke lykkes, kan oplevelsen af ikke-forbundethed føre parret ud i magtkampe og følelser af vrede, sorg, kritik, afmagt, håbløshed, tvivl, ensomhed og mange andre svære følelser, som kan gøre parforholdet til en daglig udfordring.
Mange vil her tænke, at partneren ikke er den rigtige, og en del vil begynde at tænke i skilsmisse.

Denne uforenelighed, som efter perioden med forelskelse kan give så store udfordringer for begge parter i forholdet, er i virkeligheden udtryk for et udviklingspotentiale – et potentiale for følelsesmæssig og karaktermæssig udvikling og heling.

Helingsprocessen finder sted i parrets forhold – via pardialogen, som er imagoterapiens primære metode. Pardialogen faciliteres af terapeuten, som også sikrer parret en trygt rum for den nye måde at være i kontakt på. Parret vil gennem den terapeutiske proces blive mere bevidst om deres egne kærlighedsmønstre, og de vil via den nyskabte tillid og imago-dialogen blive i stand til at strække sig ud af deres gammelkendte sikkerhed og mere bevidst opfylde hinandens frustrerede barndomsbehov. De bliver således hinandens støtte til heling mod større frihed, større glæde og større nærhed.